Når man dater…

… en diabetiker.
Altså, mig, så kommer der før eller siden et tidspunkt, hvor det vil være naturligt, at breake, at éns bugspytkirtel har været på førtidspension de sidste nitten år.

Jeg har mestendels oplevet, at fyrene tager det, der potentielt kunne være en samtale-dræber i stiv arm.

De fleste spørger lidt ind. Det er fint med mig.
Nogle siger, nåh, for søren og så er det ligesom det. Det er også fint med mig.
Enkelte går lidt i stå. Det er egentlig også ok med mig.

Men prisen for den absolut mærkeligste og ikke-anbefalelsesværdige respons går alligevel til herren hér:

Han er også grunden til, at jeg ALDRIG aftaler at indtage noget der bare minder om et måltid på første date.
Så er man ganske enkelt forpligtet til at blive på daten i en alt for stor tidsramme…