Forventningspres på den lede måde

Vi har jo rundet emnet generthed før.
Lad mig give en opsummering – jeg tackler det ikke altid lige pænt på egen krop.
Særligt kan jeg blive overrumplet i selskab med venners venner, for man vil jo for fanden gerne vise, at man ikke er inviteret med ved en tilfældighed – og at ens veninde har ikke dårlig venindedømmekraft…

Nåh, men i fredags var jeg ude med nogle fra mit studie.
Der gik øl og små grønne i den.
Og forbi kom nogle af de andres venner.
Og så gik jeg pludselig fra at være fuld af ord til at være larmende tavs.
Det blev ikke bedre, da den ene veninde – som jeg aldrig har mødt før – pludseligt ud af det tavse blå og gennem musikken brøler:

Jamen, hvad skal et stakkels genert menneske SÅ stille op?
Nu lagde samtalen ligesom op til, at jeg skulle komme op med en kæk bemærkning eller en grinagtig anekdote.
Det eneste jeg kunne komme i tanke om var, at jeg den aften ved en fejl var gået ud på herretoilettet og først havde opdaget det, da jeg stod ansigt til ansigt med pissoiret – og måtte sværge på, at det ikke var fordi jeg var fuld, men at dametoilettet rent faktisk LÅ dér, sidst jeg var ude og tisse… For jeg havde jo ikke været på den bar i et par måneder.

Og jeg syntes alligevel ikke helt, at vi var på toilet-anekdote-fod endnu.
Men det måtte vi jo så blive.

Måske er jeg bare verdens mest upassende menneske?