Ti tidspunkter hvor jeg trækker tudekortet

Jeg troede, at dét der med at græde, er noget, man vokser fra.
På samme tid med, at man selv, ens krop og personlighed vokser, så vokser følelseslivet med – og gråd bliver en (på de fleste tidspunkter) ensidig (og oftest ærgerlig) måde, at udtrykke sig på.
Det gælder sikkert for de fleste, men slet ikke for mig.
Næh, som jeg bliver ældre, finder jeg bare flere og flere raffinerede tidspunkter at tude på.
Man kan måske næsten sige, at jeg som tudemarie er gjort af et højpotent stof.

Tror du, at jeg overdriver? Slet ikke!
Se bare denne liste over top ti tidspunkter, hvor jeg trækker tudekortet:

1) Når jeg bliver helt urimeligt vred

2) Når jeg helt uforvarende har set en film, der pludselig ender sørgeligt.
Så laver jeg gerne en Eline-special, hvilket vil sige, at jeg holder helt op med at blinke, og stirrer vildt ud i luften. Som sidste forsvar holder jeg vejret, så man ikke kan høre, at jeg græder i en sådan grad, at min næse løber som Niagara Falls.
Min mor kom engang til at fortælle mig, at Kilden i Provence endte lykkeligt.
Hvis man skulle være i tvivl, var det overhovedet ikke tilfældet.
Jeg endte med at se hele fortsættelsen, som blev vist lige efter, og som jo SÅ måtte være dén, som endte lykkeligt.
Det gjorde den heller ikke.
Det er stadig et ømtåleligt emne i familien, at nævne den dag, jeg brugte fire timer af mit liv på at lede efter en lykkelig slutning, der aldrig kom…

3) Når mine kontaktlinser danser cha-cha-cha på mine hornhinder, og jeg føler mig nødsaget til at tage det skjulte våben – fingrene! – i brug for at tvinge dem til at makke ret.

4) Når jeg skal fortælle sjove anekdoter, fx om mine drømme eller – ironisk nok – om afmarcherede tudeture

5) Når jeg modtager stort set hvilket som helst brev fra banken.
De siger alle sammen det samme:
Du er på røven.
Igen.
(Så det tager vi lige 100,- for)

6) Da jeg i fem måneder prøvede at leve op til min jordemoders krav til mig, men aldrig nærmede mig bare det mindste – snarere tværtimod – og kom hjem efter en lang vagt og faldt om på sengen af udmattelse.

7) Når jeg taler i telefon med offentlige institutioner, der SLET ikke forstår, hvad det vil sige at være ung, lidt forvirret og meget angst for at tale i telefon med offentlige institutioner, der mest af alt får mig til at føle mig dum/besværlig/håbløs – gerne alle tre ting på samme tid.
Venter som regel med at græde, til jeg har lagt på… Det er dog sket, at jeg ikke har nået det.

8) Når jeg falder og slår mig. For øvrigt endnu en ting, jeg troede, at man voksede fra, men som hænger ved.
Eneste forskel fra barndommen er, at jeg nu gemmer gråden i grin, og mens tårerne sprøjter ud af mine øjne, brøler jeg bare “HA HA HA.”
Det må egentligt være lidt uhyggeligt at overvære.

9) Når jeg bliver hyperstresset. Så roder jeg endnu mere rundt i tingene, og så kan jeg SLET ikke finde ud af noget, og så bliver jeg ENDNU MERE STRESSET, og så græder jeg. Og så starter cirklen forfra og slutter med at jeg lige tuder ENDNU MERE.

10) Når jeg så rent faktisk ser en film, der ender lykkeligt, og jeg kan mærke det prikke i mine øjne og jeg ved, at jeg er blevet gammel.

Kan du gætte hvilket tudefjæs, der passer til hvilken tudetur?
Svarene kommer nederst i indlægget.
Og lad mig så lige indskyde, at jeg har været igennem fire af dem i den forløbne uge.
Hvilke, må du selv finde ud af.

1E – 2B – 3F – 4D – 5C – 6G – 7A – 8I – 9H – 10J