Hovmod står stadig for fald

Jeg var måske lidt kæk, da jeg naragtiggjorde andres solbadningsteknikker.
Jeg var nok for overstadig, da jeg hånlo faktor 30 lige op i dens åbne ansigt, mens jeg tæskede den på kroppen og brølede:
“HA HA HA! Det er jo nærmest latterligt – faktor 30 – jeg kan huske, dengang faktor 20 var en sunblocker! Og nu kan man få faktor 75? HA HA HA!”
Jeg var vist så pisseirriterende at høre på, at faktor 30 og solen dannede en sjælden alliance, for da jeg kom hjem efter en beskeden strandtur, fik jeg øje på en krebs.
Og det var mig.
Jeg så for mig, hvordan min hud nu ville blive for lille og pæonrød til min krop, hvordan jeg styrtede byen rundt for at finde den latterliggjorte faktor 75, mens huden skrællede af min solallergiske skikkelse.
Og jeg bad en stille og undskyldende bøn til faktor 30.

…og i morges skete miraklet så. Jeg stod op og så… Ja, nærmest normal ud.
Forsvundet var sol-eksemen og min foragt for faktor 30 og andre astronomiske tal.
Smurte mig derfor pligtskyldigt ind og sidder nu her på Korfus terrasse, glad og fregnefyldt og skummetmælkshvid, men i det mindste ikke rød.