Den foruroligende lange Nej-liste

For nyligt var der én af mine veninder, der bemærkede noget – vist nok – ret sigende om mig.

Hun sagde:
“Eline, du har utroligt mange principper!”

Hvilket i sig selv måske lyder som en meget fin kvalitet.
Hør det lige: “Eline? Ja hende kender jeg godt, hun er en principfast ung kvinde.”
Og det kunne være så ganske fint, hvis ellers mine principper var at løbe fem kilometer tre gange om ugen, læse til skolen før for fornøjelsen eller at stille gryder med ris i blød, før de bliver … udefinérbare.

Men altså, det er ikke dén slags principfaste person, jeg er. Jeg er jo bare et menneske med en usigeligt lang Nej-liste.

Nej-listen er hård og retfærdig og baseret på saglig livserfaring, fx

Jeg handler aldrig – aldrig! – i føtex, om de så kaster deres klamme varer i hovedet på mig, for jeg hader deres irriterende skodsang.Og nej, den var heller ikke sjov første gang.

og

Jeg vil ikke tjekke netbank, hvis der måske er overtræk, for så kan jeg mærke rystelserne fra min skadefro bankdame, der sidder og klapper i sine små, tykke og styr-på-økonomien hænder.

eller

Rodet findes ikke, hvis det ligger i en skuffe. Eller bare en bunke. Så er det ikke rod. Så er det jo en bunke.

Menaltså, jeg ved godt at Nej-listen er ved at være lidt lang. Og jeg arbejder på sagen. Og der er også en Ja-liste.
Og hvis ikke det havde været for Nej-listen, havde jeg desuden ikke kastet mig ud i et nytårsfortsæt, der har haft ikke så få sjove konsekvenser. Men mere om det en anden dag.