Jordemoder på eventyr #15 Farvel arme, farvel arme arme

(FORTSAT. LÆS FØRSTE DEL HER)

…

“Neste stop Haugesund Sykehus” lød det i bushøjtaleren, og jeg dingede pligtskyldigt på STOPknappen, og fumlede med at løsne sikkerhedsselen.

Chaufføren stillede min kuffert noget så eftertrykkeligt på fortovet, kravlede tilbage i førersædet, smækkede dørene og forlod mig og min fysiske såvel som mentale bagage alene tilbage.
Overfor mig var to store bygninger, som jeg kunne konstatere var sygehuset.
Umiddelbart kunne jeg kun se en indgang til noget øre-, næse-, halsafdeling og jeg besluttede mig for at trække min kuffert, Det Blå Bumleskrummel tættere på og se, hvad jeg kunne finde ud af.

I mit informationsbrev stod kun, at jeg skulle henvende mig i sygehusets reception for at få nøglerne til min gæstehybel. Der stod ikke noget om, hvilke af de to bygninger, der tårnede sig op foran mig, der var sygehuset.
Men på den nærmeste stod med store, fede bogstaver hovedindgang og jeg satsede på at der var dér jeg skulle hen.

Men ak, døren ind til receptionen var låst og på klokken stod der, at man i weekenden og om aftenen skulle ringe på for at komme ind. Jeg tænkte mig om.
Okay; det var BÅDE weekend og aften, så det gav sådan set mening nok, at indgangspartiet så ud til at ligge øde hen.
Herregud, i Ilulissat lukkede sygehuset jo klokken 17, så der skal efterhånden en del til, for at få mig til at løfte øjenbrynene.
Jeg ringede på og et par øjeblikke efter blev jeg konfronteret med, at norsk faktisk er meget sværere at forstå, når der ikke er undertekster på…
Damen i højtaleren forstod mig tydeligvis heller ikke, da jeg højt mumlende beskrev mit ærinde som at “jeg skulle hente en nøgle”. Hun lukkede mig dog ind, og jeg trak Bumleskrummel med mig.
Det tog mig nogle lange minutter – og adskillige forsøg på at finde receptionen i en labyrint af lukkede døre – at forstå, at jeg nok befandt mig på en ret weekendafmennesket døgnafdeling.
Jeg gik ud i solen med uforrettet sag og fandt informationerne frem på min telefon. Eftersom jeg tydeligvis ikke intuitivt kunne finde frem til sygehuset, endte jeg med taste adressen ind på maps.
Bare 700 meter til destinationen. Fedt, for jeg var sådan set allerede ret træt af Bumleskrummel, som på den grovkornede asfalt gjorde meget lidt for at komme gelinde rundt.
Da jeg efter ti minutter rundt og rundt og rundt efter google maps’ “anvisninger” befandt mig omkring 20 meter fra mit udgangspunkt, var jeg pænt negativ.
Kom ind i den bygningen, fik velkomstkuvert og skyndte mig ud igen.

Stod nu i dilemma:
Ville hurtigst muligt frem til gæstehybel som skulle ligge 1,3 kilometer væk.
Skulle ifølge rutevejledningen i tage 18 minutter på gåben.
Kunne også tage bus, hvilket jo unægteligt måtte gå hurtigere.
Men det var søndag, og der var derfor 15-20 minutter til at næste bus kom.

Hul i det, tænkte jeg.
Det er en kort gåtur – det kan jeg fandme godt klare, selvom Bumleskrummel er overvægtig og tung i røven. Det er en tilstand, jeg er jævnt vant til!
Og så gik jeg ellers derudaf.

Jeg vil med det samme understrege, at jeg havde overvejet, om monstro jeg skulle op og ned ad bakker for at komme til hyblen.
Det var med i mine beregninger.
Havde bare med al tydelighed forregnet mig.
Jeg havde gået omtrent hundrede meter med gumpetunge Bumleskrummel, da min højre hånds fingre var hvide og prikkede og forlangte afløsning.

Da jeg havde gået 500 meter bandede jeg højlydt og følte mig mere som deltager i Alene i Vildmarken end Jordemoder på Eventyr.
Den lillebitte stigning jeg havde taget i åsyn og forkastet som det rene ingenting, føltes på daværende tidspunkt som en bjergbestigning med verdens mest modarbejdende makker på slæb.
Bumleskrummel trak mig hele tiden i modsatte retning – som et forvokset barn, der nægtede at forlade en slikbutik.
For helvede, mine arme!
Mine arme arme!
Jeg er ganske overbevist om, at jeg langsomt og sikkert var ved at trække mine overarmsknogler ud af deres dertilhørende kugleled i skulderen.
Jeg og mine pissegode beregninger!

Da jeg nåede frem til gæstehyblen – efter at have forceret både græsplæner og buske – fattede jeg ikke, at jeg “kun” havde gået lettere forvildet rundt i 30 minutter.
Føking Google Maps.
Mine arme føltes så lange, at jeg slet ikke behøvede at gå ned til sygehuset næste dag – jeg kunne bare sende mine jordemoderhænder selvstændigt.

Så kom jeg til at tænke på, at jeg måske rent faktisk skulle tage imod en norsk jente eller gut om under 12 timer – armdeform eller ej! – og så begyndte jeg først rigtigt at svede!

---

Følg hverdagens gråtoner i en lettere vildfaren tilværelse på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt