Jordemoder på eventyr #14 Turen går til Norge

Det var oprindeligt mit – meget tidsoptimistiske – håb, at jeg ville have blogget om Norgesturen omkring hveranden dag.
Jeg må sande, som man ofte gør, at virkeligheden er en anden.
Jeg har været omtrent lige så træt efter ankomsten heroppe, som jeg var dengang jeg tog til Grønland.
Jeg lægger mig fladt ned og siger jer; min krop og mit hoved bliver fuldkommen udokset over at være ny et sted.
Jeg kan kun neje og bukke og være taknemmelig for, at jeg denne gang ikke også skal bakse med en massiv omgang jetlag.

Dog vil jeg alligevel tilføje, at jeg en morgen mødte på arbejde klokken 07, men er ret sikker på, at mine øjenlåg var så tunge (i røven?), at de først mødte ind cirka en halv times tid senere.

Men men, nu kommer jeg til at tage forskud på fortællingerne – og de fortjener at kommer i rette rækkefølge, så derfor må I altså en tur med til lufthavnen, før vi kan tage til Haugesund sammen.

Søndag middag stod jeg nemlig i Kastrup og trippede med mit blå lyn af en kuffert. Jeg havde måske alligevel været lidt for cool omkring min afrejse.
At have været 3,5 måned i Illulissat, gjorde ikke som forventet, at man bare kan skippe nervøsiteten forud for to uger i Haugesund. Jeg havde en løssluppen sommerfuglefarm i maven.

Og så var der for føk sake også to flyrejser, før jeg nåede min destination. Jeg kom til at tænke på hvor turbulente flyturene hjem fra Korfu havde været, og var ikke synderligt begejstret for atter at gå om bord i en sardindåse.

Af uransagelige årsager endte det med, at flyselskabet skiftede gates tre gange ganske kort inden take-off.
Jeg derfor endte med at halse fra B3 til B7 til A12 til B6 i en absurd form for katten efter musen. Det gjorde ikke afrejse-stressen mindre, skulle jeg hilse at sige.
Vel boardet meddelte kaptajnen, at vejrforholdene i Oslo skulle være *noget på norsk jeg ikke forstod, men som ikke lød godt* og at vi derfor havde fået et meget specifik take-off tidspunkt om cirka 15 minutter.
Men, tilføjede han, når nu vi allerede var forsinkede på grund af ændring af gate/selve flyet, så ville han gøre hvad han kunne for at vi kunne komme afsted før da.
Og selvom jeg havde en lidt kort mellemlanding i Oslo, som af forsinkelsen ville blive stressende kortere, sad jeg alligevel dér i sæde 21C og sagde som Ted Mosby i HIMYM:
“Please don’t!”

Men ak, fem minutter senere kiggede jeg ned på Amager med motorerne brummende i ørerne og tænkte:

“So long! Lad vejrguder og Norge være gode ved mig!”

*FAST FORWARD TIL INDFLYVNING OVER OSLO*

Højtalerskrat og stewardesser sejlende som fulde sømænd op og ned ad gangen mod deres klapsæder:
“Ja, som I nok kjenner, så er det en del orolige vejrforholdene herover Oslo. Vi kommer begynne vores indflyvning om ganske kort tid, men jeg må bede ere om at spænde sikkerhedsbeltet allerede nu. Vi lander om 15 minutter.”

Og således begyndte 30 minutters indflyvning (op/nedflyvning) indhyllet i skyer så grå og massive som vådt beton og ditto tåge. Hver gang jeg kunne se et lejlighedsvist hul i mørket derude, virkede det som om vi ikke var kommet tættere på jorden – måske snarere længere væk.
Jeg følte en medfølende connection af desperation med de fødende, der venter på en epiduralblokade og hvor uret bare tikker, selvom anæstesien havde lovet at komme indenfor et kvarter.
Jeg forstod først da vi landede, at ventetiden var endt med at blive dobbelt så lang!
På et tidspunkt sendte jeg endda et skævt blik til min sidemand, og overvejede om det ville hjælpe, hvis hun holdt mig i hånden.
Jeg var faktisk usikker på svaret. Måske/måske ikke?
Ved nærmere eftertanke ville jeg næppe have tid til at finde min værdighed (eller resterne af den) et sted i flyet, før jeg skulle sætte mig ind i det næste, og derfor endte jeg med at lade være.

Da flyet landede endte jeg med at fortrænge hele indflyvningen og bare bilde mig selv ind, at vejret i hele Norge alligevel kunne nå at ændre sig på de 30 minutter jeg havde, før jeg skulle boarde igen.

Med de længste skridt man kan præstere, når man kun er halvanden meter høj, skred jeg mod den næste gate.
Jeg sendte et par lange blikke til lufthavnscaféernes sandwich og varme retter to go, men måtte affinde mig med, at jeg ikke havde tid til at købe noget. Aftensmaden måtte komme andetstedsfra.

Og snart gik jeg ombord på næste fly mod Haugesund.

På dén flyvning nåede de kun lige at rulle serveringsvognene 30 centimeter ned ad gangen, før det over højtalerne lød, at vi skulle blive siddende i vores sæder med sikkerhedsselen på, og at der på grund af turbulens ikke ville blive serveret noget på rejsen. Så lavede stewardesserne en trippende retræte og satte sig ned.
Heldigvis var jeg (næsten) ligeglad, for jeg sad ved vinduet og havde skyfrit udsyn til landskabet, der foldede sig ud under mig.
Snespættede bjerge, grønne fjelde, dybblå søer.
Jeg fik en barnlig og ulogisk følelse af, at stedet under mig var for fint til at styrte ned i.

Da jeg trådte ud i Haugesund, følte jeg mig derfor allerede meget bedre tilpas. Jeg missede med øjnene i solskinnet. Min regnjakke føltes helt malplaceret og mine fire uldtrøjer i kufferten overkill.

Fra terminalen gik jeg direkte ind i flybussen, hvor sjåfføren beroligende fortalte mig, at han ville stoppe ved Haugesund Sykehus. Snart efter lukkede bussen dørene og tog mig afsted ud i de ukendte vidder.

Jeg smilede for mig selv, og mærkede for første gang på turen, at eventyrlysten indeni rørte på sig.
Jeg var næsten fremme.
Rejse-strabadserne var veloverstået.

…

Jeg havde ingen anelse om, at de i virkeligheden kun lige var begyndt.

---

Vil du læse med næste gang, vil du se, hvad jeg roder mig ud i lige nu, eller vil du bare stalke – så hop over på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er som altid
Sortpahvidt