Jordemoder på eventyr #13 En smuttur til Norge

Når en dør lukker, kan du ikke være sikker på, at en ny åbnes…

Nogle gange sker der ting i mit liv, hvor jeg får lyst til at bøje nakken bagover, rette blikket mod den uudgrundelige himmel og forsøge at tage fru Gud i åsyn.
For jeg vil gerne spørge:

Hvad FØK er det egentlig, du har gang i??

Hvorfor opsætter du scenarier, som kunne være en virkelig ringe B-film værdig? Hvorfor?
Hvorfor skal jeg til tider kigge på mig selv og overveje om Adam Sandler skal spille hovedrollen i filmen om mit liv?
Hvorfor?
Hva’?

Og når fru Gud så ikke svarer, så henvender jeg mig i stedet til jer, der læser med, for ét eller andet sted skal jeg jo projicere mine elendigheder hen.

Nåh, men i går tog jeg over til en veninde.
Hun og hendes kæreste er ude at rejse, og jeg har lovet at være blomsterpasser.

Da jeg ankom til lejligheden kunne jeg mærke, at jeg havde taget for meget tøj på til cykelturen, og jeg dampede under min grå trøje.
Jeg lyttede til en podcast, men da jeg ikke havde nogle lommer i min kjole, og ikke gad at slæbe rundt på tasken, mens jeg vandede, lagde jeg min oppakning fra mig og gav min udelte opmærksomhed til den forestående opgave.

Det dér med at tage sig af folks lejligheder er jo en betroet opgave, så jeg tænkte, at jeg ville sørge for at mine venner kom hjem til en dejlig, frisk lejlighed oven på den sidste tids klæbende varme.
Jeg åbnede dørene til begge altaner i lejligheden.
Snart efter mærkede jeg selvtilfreds den kølige vind smyge sig op ad mine ben som en kælen kat, ahhh!

Så fyldte jeg vandkanden og rettede opmærksomheden mod de indendørs planter.
Vande, vande, vande. Fylde vandkande. Og vande, vande vande.

Så blev det altanplanternes tur.
ÅH! Det var godt at komme ud på altanen, hvor det luftede endnu mere!
Vande, vande, vande.
Vande potte, vande krukke, vande altankassen bag døren.
Vande, vande, vande.

Done.
Piece of friggin’ mothercake!

Jeg rettede mig op fra mit vandeforetagende og greb bagud efter altandøren, men mærkede ikke andet end luft mellem mine fingre.
Jeg vendte mig og kiggede over mod døren.
Vinden havde skubbet den i.
Jeg grinede først lidt bøvet, da jeg for mit indre blik kunne se mig selv stå fanget på den lille altan.
Tænk, hvis den slags kunne ske – sådan rigtigt!
Nøj, så kunne naboerne nok få sig noget at tale om!

Så kiggede jeg nærmere på døren; først med øjnene og så med fingrene. Følte efter en ujævnhed mellem dør og karm, som jeg kunne trække op.
Det var lige godt pokkers.
Døren sad da godt nok helt i niveau med dørkarmen – vinden måtte da have givet den et effektivt puf.

Her blev jeg lige en lille smule betænkelig.
Måske kom der endda en umærkelig, nervøs latter fra mig.

Jeg manede den dog til ro.
Altså, jeg er jo ikke idiot.
Vel?
Selvfølgelig kunne jeg få døren op.

Jeg prøvede først at puffe lidt til døren. Min egen slidte altandør ville straks blive returneret ud af de løse dørkarme med den slidte isolering. Men i det kvalitetssikrede nybyggeri skete der absolut ingenting.

Her begyndte jeg at blive opmærksom på, at jeg befandt mig på fjerde sal.

Så forsøgte jeg at gribe om døren med mine små, krampagtige fingre. Efter bedste evne prøvede jeg at trække døren til mig, men ingenting skete.
Jeg greb fat ad flere omgange, trak, lirkede, bad, bandede, prustede og lavede endnu et greb.

Jeg fik i spejlingen fra glasruden øje på mit eget forsvedte ansigt.
Så kiggede jeg pludselig gennem mit selvportræt af Svend Sved og så i stedet ind i entréen og et “åh” undslap mine læber, da jeg så, hvad der lå derinde.
Min taske.
Min telefon.
Muligvis min værdighed.
Alt.

For helvede. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne jeg lukke mig selv ude på en altan? Og jeg, der ellers altid har min telefon på mig… Det her var simpelthen for pinligt!

Jeg ville gerne sige, at jeg mærkede hele vejen rundt i karmen for at finde et sted, hvor jeg bedre kunne få fat i døren, men jeg måtte give fortabt med dørens øverste kant – jeg kunne ganske enkelt ikke nå! Sjældent har det været mere frustrerende at være to lorte høj.

Til sidst måtte jeg have pusten og vendte mig væk fra døren.
Skulle jeg prøve at kalde på nogen?
Ej, bare tanken gav mig højrøde kinder! Og for føk sake: jeg stod på fjerde sal, klokken var 12.30, det var onsdag og ikke et eneste menneske kunne jeg se dér langt, åh så langt (!) nede.

Jeg tvivlede på, at jeg overhovedet kunne få mig selv til at præstere en tilstrækkelig høj decibel.

Nej. Det kom simpelthen ikke til at ske.
Desuden gjorde det mig endnu mere desperat at stå og kigge ud i intetheden deropppefra.

Meget spøjst at man kan have højdeskræk og klaustrofobi på én og samme tid, skal jeg hilse!

Jeg kiggede rundt på altanen efter noget til at lirke døren op med, men med mindre en friskvandet timian har magiske evner, var der intet forhåndenværende, der kunne være behjælpeligt.

Der var ikke andet at gøre: Jeg måtte bare blive ved med at prøve


Og så –endelig!– bedst som jeg lå på mine knoklede knæ og greb fat i dørens nederste hjørne og fremviste min største muskelgruppe til hele Ørestaden

GIK DØREN OP!

Og øjeblikket efter stod jeg atter inde i lejligheden.

Det var først, da jeg lettere fortumlet stod ved køkkenvasken og satte vandkanden på plads, at jeg fik øje på kvinden på den modsatte altan, som sad og slikkede solskin.
Jeg ved ikke, om hun var vidne til mit lille Houdini-show med indbygget blottertendens, men for pokker, jeg håber det ikke!

… Ellers kunne hun i det mindste lige have sat noget musik på og råbt, at hun heppede på mig!


Er fru Gud også særlig morsom, når hun indspiller din livsfilm?
Er du nogensinde blevet lukket ude et ufedt sted?
Og helt ærligt; det dér ordsprog med at når en dør lukkes, åbnes der en ny (eller hvordan det nu er):
Fuck det!

Følg bloggen til Norge og/eller altaner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller Snapchat

Navnet er som altid
Sortpahvidt

 

 

4 kommentarer

  • T

    Jeg lukkede min veninde og mig ude på en altan i Egypten. Vi boede ud til poolen, men alle var på vej ind til aftensmad. Vi fik fat i op til flere forskellige mennesker, og forklaret dem vores nød, men ingen fangede vist rigtigt budskabet. Efter en time på altanen hvor det nu var begyndt at blive mørkt fik vi efterhånden fat på nogen Israelere som fik ringet til receptionisten så vi kunne blive lukket ind igen.
    Jeg skal ærligt indrømme, jeg var ikke helt stolt af situationen. Men helt ærlig, hvem laver også et hotel med en altandør der kan smække i?!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sortpahvidt

      Kære T,
      Tak for din kommentar som bidrog til at godt grin her først på eftermiddagen.
      Men du har da helt ret; HVORFOR laver man en altandør der kan smække på et hotel??
      Godt at I ikke måtte tilbringe natten derude!
      Bedste hilsner og tak fordi du læser med
      Sortpahvidt // Eline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Ikke bare en, men to gange har vores søn lukket mig ude på vores altan. Første gang var han kun halvandet år. Jeg havde ikke min telefon med og de eneste jeg kunne råbe op var en kinesisk genbo, som ikke forstod andet, end min afgrundsdybe panik 🙈 han fik så fat i viceværten, som skaffede en låsesmed, som kom og lukkede mig ind.
    Et år senere skete det samme igen.. Denne gang havde jeg min telefon med, ringede lynhurtigt efter låsesmeden, og blev lukket ind igen efter en halv time. Af en lettere panisk låsesmed, som selv var forælder til en toårig og var halvdød af skræk på mine vegne 😅
    Jeg takkede mig selv for at have en grundigt børnesikret lejlighed, og så fik vi børnelås på altandøren 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sortpahvidt

      Åh Gud, hvor tragikomisk! Og så TO gange! Shit, hvor ville jeg også være gået i panik!
      De første vers i konfirmationssangen har da skrevet sig selv -jeg siger det bare 😀
      Tak fordi du deler, så føler jeg mig mindre altanalene – og fordi du læser med!
      Bedste hilsner
      Sortpahvidt // Eline 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jordemoder på eventyr #13 En smuttur til Norge