Tilbage i førersædet #2 Det rammer mig lige i retfærdigheden

Jordemoder på eventyr #13 En smuttur til Norge

Jeg har nok aldrig været sådan rigtig i tvivl om, at jeg skulle prøve at arbejde som jordemoder i udlandet igen.
Siden jeg sad i flyet med en tåre stille trillende ned ad mine runder kinder og sagde et mentalt farvel til Ilullisat, har jeg tænkt, at det lå i kortene, at jeg ikke var færdig med at rejse.
At jeg på et givent tidspunkt igen tog jordemodergerningen under armen, kastede mig ud i det ukendte blå og med tilbageholdt åndedræt befalede vingerne, at nu skulle de bære.

Men derefter har spørgsmålene været mange:
Hvorhen? Hvor længe? Hvordan?

Jeg har både kigget på Læger Uden Grænser, Masanga Hospital i Sierra Leone, Grønland, ja, selv én af verdens mest isolerede øer, St. Helena.
Flere er stadig i spil og nogle lagt helt på hylden, men indtil videre er der i hvert fald lagt én destination i rejsemappen:

Om en uge skal jeg til Haugesund i Norge.

Og jeg glæder mig virkelig meget.
Det er bare en smuttur: to uger i juni og så igen to uger i august.

Og jeg vil sige det ligeud:
Jeg har taget det overdrevent køligt.
Herregud, har jeg tænkt.
Hvis jeg klarede 15 uger i Ilullissat – 5 uger som byens eneste jordemoder! – så tror jeg også lige, at jeg kan klare at tage til Norge i to uger.

Som en rutineret rejsende har jeg spurgt mig selv:
Hvad er det værste, der kan ske?

Og det er så her, at filmen knækker, for nu er det lige pludselig søndag eftermiddag og om præcis en uge sidder jeg og mellemlander i Oslo, og FØK hvad kan der ikke ske?
Her går min hjerne virkelig alle gemmerne i gennem for at kunne svare meget levende på spørgsmålet om, hvad der kan ske. Her er et par eksempler:

– Du kan dumme dig i lufthavnen! Husk batterier, for føk sake!

– Det kan være, at du overhovedet ikke forstår det norske sprog. (Notat til mig selv: “rart” betyder mærkeligt på norsk. Ikke spørge om det er rart at være i badekar og så flå damerne op af vandet, når de svarer nei)

– Det kan være, at du kommer en lillebitte smule tilskade i fjeldene… Please don’t!

– Det kan være, at alle dine kolleger synes at du er dum og inkompetent. (Kan du huske, dengang du kom til at vælte, da du skulle demonstrere hvordan den fødende skulle squatte? Hvad hvis alle dage, bliver sådan en dag?)

–  SHIT! Og din årsopgørelse til næste år! Det bliver jo noget rod med de udenlandske indkomster! Kan du stave til angstenssved?

– Kan du huske, at de ikke vidste, hvor du skulle bo de første tre dage, da du kom til Grønland? Og du fik det lillebitte værelse oven på sygehuset, med den skæve sovesofa og de gemte kondomer i bogreolen? Og du ikke vidste, at der var et køkken, så du levede af knækbrød og pulversuppe?
Kan det blive værre denne gang?

– Det kan godt være, at fjorten dage ikke er længe – men det føles nok sådan, hvis det er FOR-FÆR-DE-LIGT!

Og sådan blev hjernen sådan set ved; om og om igen.
Indtil jeg mindede mig selv om, hvordan jeg havde det på vej hjem fra Grønland sidste år.
Og så bad jeg hjernen noget så eftertrykkeligt om at holde kæft.

For hvem har brug for en pessimistisk hjerne, når man har en eventyrer boende i maven?

Ja, jeg spørger bare!

Og nu vil jeg koncentrere mig om at glæde mig, se en masse norske serier og pakke en ordentlig taske og så i øvrigt tage Norge med Elinesisk storm om en uge.

Wish me luck!


Følg det norske eventyr – det bli’r greit!- på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er
Sortpahvidt

8 kommentarer

  • givliv

    Kære Eline. Du kommer til at lide Haugesund👍🏼🇳🇴 Der er de sødeste kollegaer, ikke for travlt og skinner solen lidt er vestlandet det smukkeste 😝 vi ses i næste uge

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sortpahvidt

      Kære Givliv,
      Hvor er det dejligt at høre – jeg sidder netop spændt som en fjeder og gør mig klar til min første “rigtige” vagt. Heldigvis har du ret i at alle virker SÅ søde.
      Bliver sjovt at møde dig i næste uge 😀
      Bedste hilsner
      Sortpahvidt // Eline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten W

    Min gamle (vi er altså midt halvtreds…) gymnasieveninde rejser jævnligt til Haugesund som jordemoder. Hvis du vil, kan jeg godt etablere en kontakt mellem jer. Og så er billederne som hun sætter på fb fra hotellet hun bor på, ret lækre. Bare så du ved det…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sortpahvidt

      Kære Kirsten,
      Tusind tak for tilbuddet – det er sødt af dig!
      Jeg rejser på søndag, og føler efterhånden jeg er ved at have styr på alt det praktiske. Men skulle jeg få brug for en kontakt, så skal jeg nok sige til 🙂
      Bedste hilsner
      Sortpahvidt // Eline
      Ps. Midthalvtredserne er det nye 35, det er jeg sikker på jeg har hørt et sted 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • FruHolmbergK

    Ihh, hvor er det spændende!! Du kommer til at tage de norske jenter med stil. 👍🏻👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sortpahvidt

      Tak tusind – krydser for den gode stil 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Good luck – du kommer til at tage dem med storm! (På den gode måde :0)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tilbage i førersædet #2 Det rammer mig lige i retfærdigheden