Mit arbejdsløse eventyr #5 Er det slut nu?

Forleden skulle jeg på apoteket for at proviantere lidt insulin før afgang til min “halvgræske” fødeø, Korfu.

Det tænkte jeg ikke noget særligt over. Jeg entrerede det aflange lokale med den lange række af betjeningsdiske.
Jeg skar hjemmevant gennem lokalet og trak bippende et nummer i den lille stander.
Først da jeg stod afventende med den tynde papirseddel i hånden, kom jeg til at tænke på, hvordan det var gået, da jeg havde været her for at hente insulin i september…

…

Jeg kom ind på apoteket og gjorde på sin vis præcis det samme.
Der var bare den forskel, at jeg havde skulle trække mig selv op fra sokkeholderne for at cykle de 500 meter hertil.
Jeg følte mig ikke bare træt, men nærmest afkræftet, mens jeg trippende ventede på at blive kaldt til kassen.
Oppe ved disken sank energiniveauet yderligere et par grader, da medarbejderen på den anden side af den mørke træplade proklamerede, at jeg altså havde opbrugt min recept, da jeg hentede insulin sidst.
Jeg sendte hende et langt, tomt blik. Hvorfor var jeg ikke blevet oplyst om det, da jeg hentede insulin sidst?
Hun trak beklagende på skuldrene. Kunne jeg ikke bare ringe til Steno én af dagene og få recepten fornyet?, ville hun vide.
Og jo, det kunne jeg måske godt, men jeg var her jo nu – jeg kunne faktisk ikke rigtig overskue at skulle komme igen. Og telefontiden til de almindelige numre ud til Steno var også lukket for i dag.
Alt dette tænkte jeg inde i mig selv, mens jeg sukkede
“Jooooeh…”
“Ved du hvad,” kvikkede ekspedienten så alligevel op.
“Jeg kan også lige prøve at ringe til dem”
Det ville tage ti minutters tid og hun bad mig om at vente og trak sig tilbage til en fastnettelefon.
Jeg gik lidt rundt og kiggede fraværende på de snorlige reoler, der lovede at være mig behjælpelig med en kur på alt fra neglesvamp og D-vitaminmangel til sprukne hæle og kløe i de nedre regioner.
Da jeg kiggede op igen, havde en anden kunde henvendt sig til “min” ekspedient, og eftersom min sagesløse vandring havde vækket min svimmelhed, tog jeg plads i en stol langs væggen.
I vanens magt trak jeg telefonen frem, og bad instagram om at hjælpe mig af med min kedsomhed.

Desværre gik der kun kort tid, før jeg måtte sande – som jeg havde gjort det mange gange før -, at den gentagende scrollen op og ned på skærmen, i endnu højere grad triggede min svimmelhed.
Mit hoved havde svært ved at finde vater i lokalet. Telefonen stod stille, men skærmbilledet ikke gjorde. Hvad var hvad? Gulvet under mig syntes at vugge som en jolle på en klukkende sø. Lokalet syntes med ét iltfattig og en smule beklumret.
Jeg endte med at lægge telefonen væk, fokusere på et roligt åndedræt og genne mig ind i mine egne – helt lige – tanker. Jeg formanede mig selv, at gulvet var roligt og lige og mine lunger lige så rummelige og funktionsdygtige som de altid havde været.
Således opslugt af tanker og med fokus på de snorlige hylder bag diskene, blev jeg pludselig forstyrret af en stemme, der talte overdrevent langsomt.

“Heeeeeeeeej”

Jeg vendte mig mod lyden og blev helt forskrækket over, at én person stod overraskende tæt på mig og bøjede sig som et langt siv ned i min retning, ligesom når en voksen taler til et barn.
Han fortsatte med at tale langsomt, nærmest drævende med indlagte lidt for lange pauser:

“Er der nooogen, der hjælper diiiig?”

Han lød faktisk lidt som en mindre bemidlet.

“Det er baaare: Du har siddet her meget lææænge.”

Så fik jeg øje på hans navneskilt, og forstod, at han simpelthen arbejdede på apoteket – og at den mindre bemidlede tilsyneladende var mig!

“Ja,” kvækkede jeg, men kunne ikke overskue den forlegne akavede konsekvens, ved at forklare ham, at jeg altså var ganske normal begavet.

“Din kollega derovre er ved at hjælpe mig”
Jeg nikkede over mod kvinden fra tidligere, der lige var ved at runde en ekspedition af. Nu kunne han vel også høre, at selvom jeg måske så bleg og forfløjet ud, så var jeg altså ikke helt fra den.

“Trine?” Pegede han.
“… Hende der øh….?” Han tog sig op til sine øjne og lignede én, der først ville til at kendetegne Trine ud fra hendes skrå asiatiske øjne, men så tog sig i det og i sidste øjeblik rettede det til:
“… Har briller?” Og lavede det internationale brilletegn på sig selv.

“Ja, hende” Bekræftede jeg.

Så gik han over til Trine, som måske/måske ikke – bekræftede, at jeg ikke var en forvirret fremmed, der havde forhutlet sig ind på apoteket og havde slået rod.
Jeg fik i hvert fald min insulin og så kunne jeg da gå hjem.

…

Da jeg stod på apoteket denne aprilformiddag for en uges tid siden, skænkede jeg ikke svimmelheden en eneste tanke. Jeg havde heller ikke skullet skænde på mig selv, for at komme ud af døren og derhen.
Og jeg tror ikke, at noget personale frygtede for min mentale kompabilitet.
Jeg lignede formentligt alle de andre – både dem med neglesvamp, D-vitaminmangel, sprukne hæle og kløe i de nedre regioner.

Jeg kom til at tænke på, hvor meget der så alligevel har ændret sig. Også selvom jeg til tider synes, at der er sket lige lovligt lidt i min tilværelse siden jeg sagde op i december.
Også jeg så sad hernede på smukke, stille Korfu, gik noget nyt op for mig:

Jeg føler mig ikke arbejdsløs længere.

Ikke affødt af jeg tager vagter på fødegangen, men mere fordi jeg ikke føler mig helt så… Håbløs, længere.
Jeg føler mig stadig rodløs, til tider decideret desorienteret, men det afgrundsybe, sorte hul, som på et tidspunkt var det eneste jeg kunne se, når jeg prøvede at forestille mig min fremtid… Dét er væk.
Ikke afløst af noget håndfast, men det er også okay.

Jeg føler mig ikke arbejdsløs længere. Jeg kan stadig gøre nytte.
Jeg føler mig faktisk håbefuld.

Så jeg spørger mig selv:
Er det arbejdsløse eventyr slut nu?
Skal det have et nyt navn eller kommer følelsen tilbage?
Og skal navnet ændres, så er spørgsmålet bare; til hvad?

 

Se så mange ord havde apotekeren fra september nok ikke lige regnet med at jeg kunne sætte sammen!

---

Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPPEN.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Tak fordi du læser med!