Mit arbejdsløse eventyr #3 Eline i vildmarken

Nåh, men når jeg ikke vandrer hvileløst rundt på Amager i min søgen på en rolig åbenbaring, så skal jeg jo også lave noget.

Jeg havde på forhånd tænkt, at jeg skulle nå så meget, når jeg ikke havde fast arbejde. I ved; sådan rigtigt mærke mig selv – I know, klicheklokkerne kimer! Vi taler yoga, kurser, oprydning, tegning, skrivning og et cetera.

Men, jeg kan sgu ikke rigtig finde den; roen til at gøre noget rigtigt ved noget af det ovenstående.
Det kræver tilsyneladende meget underbevidst og ikke-jagende arbejde at finde sin vej.
Har til gengæld fundet roen et helt andet sted:

Jeg er blevet helt tosset med at se Alene i vildmarken (!?!!)

Jep, jeg har set alle afsnittene i både den nye og første sæson.
Og jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet så grebet af det, for da Gud delte friluftsinteresser ud, gav h*n mig i stedet en seriøs portion magelighed. For at sige det lige ud: jeg holder hellere en picnic indendørs ved et bord med dug, maden sirligt serveret og med ordentlige forhold til at komme af med dét, der kommer indenbords. Ja, det er vel ret beset et cafebesøg, når nu jeg tænker mig om.

Anyways…  når jeg sidder og ser Alene i vildmarken, så forestiller jeg mig, at det slet ikke er sådan. At jeg blev sat af på én af de der norske strandstrækninger med en proppet rygsæk og et håndholdt kamera eller to.
Ja, ja; vi ignorerer lige den lillebitte detalje at jeg har diabetes og leger med i tankeeksperimentet.
Her er hvordan jeg tror, at min version af Alene/Eline i vildmarken ville forløbe:

DAG 1:

Jeg bliver sat i land i regn og stiv kuling. Det regner jo altid i Norge – er der ikke nogen, der har fortalt deltagerne det?
Jeg stirrer stift ind i mit regndråbeplettede kamera og forkynder, at jeg er så nervøs, at jeg allerede skal tisse. Nervøs blære er ikke en guddommelig gave i naturen. Jeg siger, at jeg tror, at jeg kan holde mig (en ti-femten dage).
Mit hår er formentligt allerede fedtet.

Klip

Jeg trasker rundt og leder efter et sted at slå mit shelter op. Endnu et stift blik ind i kameraet:
“DER ER JO VÅDT OVERALT!”
Vælger med stor sandsynlighed et virkelig råddent sted og kaster mig ud i virkelig rådden shelter-opslånings-teknik. Fantasien rækker kun til noget der ligner en telt-form. Altså, finde et sted, hvor jeg kan sætte en birkestamme op mellem to træer og derefter kaste presseningen over.  Er muligvis for lav til overhovedet at kunne nå op til nogen af træernes tykkere grene.
Burde i virkeligheden lave jordhule.
Er det ikke sådan noget hobbitter gør?

Klip

Presseningen flagrer rundt en halv meter over jorden med mine våde, krøllede ting indenunder. Jeg forestiller mig en tvivlsom opsats med grene og sten. Dejlig base at kalde hjem.
Jeg kæmper mig gennem moselignende skovbund, mens jeg ind i kameraet fortæller om min snarrådighed: samler masser af birkebark til at tænde op med og tørrer det i mine lommer. Sveder utvivlsomt, mens jeg begiver mig ned mod stranden for at samle brænde og sætte net op. Det bliver helt sikkert snart mørkt.
Jeg gætter på, at jeg allerede er sulten på det her tidspunkt.
Nyder at tale ind i kameraet. Ingen til at sige mig imod.
Proklamerer, at jeg er virkelig god til at være alene i mit eget selskab. Forkæler muligvis seerne og mig selv med en lille Disney-sang. Klarer overstemmer og mellemspil selv.
Det lyder pissegodt. 

Klip

Jeg står ude i vandet med begge gummistøvler oversvømmet og fiskenettet viklet ind i arme og ben. Råber noget så sofistikeret som:

FUUUUUUUUUUCK!

Klip

I “shelteret”. Ligger på maven og snakker til kameraet. Der er for lavt til at sidde op. Det begynder at blive mørkt udenfor.
Jeg siger noget a la:
“Det gode er, at jeg har samlet absurd meget birkebark og brænde. Jeg er nemlig en notorisk frossenpind. Det dårlige er, at jeg overhovedet ikke evner at tænde op med det.”
kigger over på bunken af brænde.
“Jeg fandt en kæmpe edderkop under én af stenene. Jeg skyndte mig at slå den med min våde gummistøvle. Men jeg ved ikke om jeg ramte den, så nu tør jeg ikke at tage gummestøvlen på igen. Jeg tror bare, at jeg går i seng nu. Godnat”

Sort

DAG 2

Morgen. Fortsat maveliggende snak til kamera. Hår klistrer ind til ansigtet og mine kontaktlinser klistrer tydeligvis helt ind til nethinderne, for hver gang jeg blinker, spærrer jeg lige øjnene op en ekstra gang, for at få linserne til at reagere. Giver mig sådan et dejligt, ikke-bekymrende crazy-look.
“Jeg har sovet ad helvedes til i nat. Jeg har frosset. Jeg har åbenbart også ligget oven på den her” Hiver én af mine støvler frem.
Et ærligt gæt vil være, at shelteret også er bundvåd nu. 

Klip

Nede ved vandet. Forkynder, at jeg savner nogen at tale med. Eller som i det mindste kunne give mig nogle gode overlevelsesfif.
Fortæller, hvor vigtigt det er, at jeg får fanget fisk i dag.
Får fanget to fisk, som sikkert er syge.
Kommer til at tænke på, at jeg faktisk slet ikke kan lide fisk.
Med mindre det er sushi eller paneret fiskefilet.
Det trækker formentligt nogle dage fra min overlevelse herude…

Klip

Kigger ind i kameraet.
“HVAD FØK LAVER JEG HERUDE? DET VAR OGSÅ BARE FORDI JEG SKULLE FINDE MIG FØKING SELV. GUESS WHAT – HUN ER IKKE HER!”

Klip

Klar til at tage hjem.
Fortæller hvor stor en oplevelse det har været. Hvor godt jeg kender mig selv nu.

Vidste for eksempel ikke, at man kunne tale med et dødt egern i mangel af bedre.

SORT.

---

Hvordan ville din medvirken i Alene i vildmarken se ud?
Hvor mange dage ville du overleve?
Og hvilket reality show ville du selv medvirke i? Jeg har jo allerede været igennem Den store Bagedyst og diverse, så vi må se hvor fantasien tager mig hen næste gang…

Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Navnet er som altid
Sortpahvidt