Jeg er en voksen, selvstændig kvinde MEN...

Mit arbejdsløse eventyr #2

Eller som indlægget også kunne hedde:

“hvad laver du egentlig?”

For det er der godt nok mange, der har spurgt mig om – heriblandt mig selv.

December gik med småjobs af den ene og anden slags – og var lige pludselig bare overstået.

 

Det blev nytår og januar og jeg følte straks, at nu var der et nyt hul at udfylde.
Jeg savner mit arbejde.
Jeg drømmer om fødsler (bogstaveligt talt: har i drømme både forløst fødende på Kastrupvej og taget imod en kvinde, der bristede ved navlen og derefter kvitterede syv moderkager??!).
Det er på en måde dejligt (ok, måske ikke det helt rigtige ord) og bekræftende, for efter jeg sagde op, har jeg haft en følelse af, at alt var til diskussion og intet stod mejslet i sten.

Skulle jeg overhovedet fortsætte med at være jordemoder?
Der er så meget, jeg gerne vil – men jeg kan simpelthen ikke mærke, hvad jeg helst vil.
Jeg har kigget mig i spejlet og taget sigte på mit bryst og spurgt mit hjerte, hvad det er det banker mest for.
Og det har bare trukket på skuldrene og banket stille.

Og så forleden dag gik noget op for mig.
Jeg var ude at gå en tur, for jeg har formanet mig selv, at jeg skal have mindst en times frisk luft hver dag.
Jeg gik og lyttede til en podcast, mens Endomondo holdt styr på, hvor langt jeg fik begivet mig rundt.
Jævnligt tog jeg mobilen frem og tjekkede min rute. Havde jeg kun gået x kilometer på x minutter? Dét måtte jeg kunne gøre hurtigere! Længere skridt – man skal da mindst gå 5 kilometer på en time, ikk’? Er det ikke dét, der er normalt, hva’?
Så gik jeg faktisk helt i stå.
Hvad fanden lavede jeg?
Hvordan syntes jeg egentlig selv det gik med at gå?
Hvem konkurrerede jeg med – og hvorfor skulle det gå så stærkt?
Hvad nyttede det, at jeg havde ordineret mig selv en times frisk luft og ro, når jeg bare gjorde dét jeg hele tiden havde gjort mod mig selv – krævet noget og hele tiden krævet mere?
Jeg var for fanden ikke med i De Korte Bens KapGang Amager Rundt, vel?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, at så snart jeg fik mere tid, ville det automatisk også give mig mere ro – for det er tydeligvis noget jeg skal arbejde med oppe i mit hoved.
Så jeg er holdt op.
Ikke med at gå. (For nu går jeg faktisk. Rundt og her og der og jeg nyder det.)
Men jeg er holdt op med at tjekke telefonen.
Holdt op med at føle at jeg skal præstere noget.
Jeg spørger ikke længere hjertet, hvad det banker mest for.
I begge henseender er jeg begyndt at sige ting til mig selv:

Du når det det nok

Og så må jeg jo vandre Amager flad indtil jeg finder ud af præcis, hvad der skal ske og hvornår.

Og så tog jeg forresten en impulsvagt på Hvidovre forleden dag. Jeg måtte ud at købe nye sko, for de gamle var så lodne, da jeg stoppede, at jeg bare smed dem i skraldespanden.
Men udover fodtøjet lignede det hele jo sig selv. Og det var skønt at se kollegerne igen, det var dejligt at stå på en fødestue og jeg havde heldigvis ikke glemt, hvor børnene kom ud henne.

Jeg endte til en hjemmefødsel og tænk; skæbnen ville at jeg mødte op hos en familie, hvor jeg også havde taget imod deres første barn! Chancen for at det skulle ske, måtte have været noget lig nul.
Men dér på deres bord lå deres gamle journal med mine spæde jordemodernotater.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge på de papirer, hvor jeg sirligt havde underskrevet hvert et lille notat. Jeg tænkte på den unge jordemoder, der havde siddet en nattetime og skrevet dem og hvor meget hun havde i vente. Sendte hende en kærlig og opmuntrende tanke. Hun var så stolt over hvad hun havde opnået og samtidig usikker på alt det nye i arbejdslivet.
Faktisk ret meget ligesom jeg har det lige nu.
Jeg følte på en måde at ringen var sluttet – og følte (omend det er fjollet) at det var et tegn fra både det ukendte og mit gamle selv, der lovede mig, at hele nok skulle, ja…
.

image

Og ellers er der som sagt altid Netto.


Læs mere om hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er som altid
Sortpahvidt

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er en voksen, selvstændig kvinde MEN...