Jeg er en voksen, selvstændig kvinde MEN…

Jeg var 21 år, da jeg flyttede hjemmefra.
Jeg syntes selv, at jeg sådan ret sent ude, men følte mig derfor desto mere sikker på, at hverdagens skærmysler som eneboer – dem skulle jeg nok klare!

Herregud, jeg havde haft en ugentlig maddag siden jeg var 12, jeg havde ikke sovet over mig siden jeg var 10 (ja, det ændrede sig  jo desværre…) og jeg var et rent barn, da min mor skulle arbejde en lørdag formiddag og derfor informerede mig om, at jeg ikke måtte forstyrre hende, hvortil jeg kom med denne rimeligt selvsikre kongekommentar:

“Mor, jeg er ni år. Jeg har mit eget liv.”

Så eftersom jeg jo havde haft mit eget liv i ikke mindre end 12 år før jeg flyttede hjemmefra, så kunne jeg jo nok administrere sådan en husholdning, ikk’?
Jeg har i hvert fald boet alene i snart syv år, og det meste af tiden går det helt fint.
Men der er også tidspunkter, hvor det aldrig går helt fint.

Og det er selvfølgelig hver gang jeg er i kontakt med min vicevært.
Værst er det, at jeg altid føler mig sikker på, at jeg må have fat i den lang ende, lige indtil jeg altså kommer til at tale med viceværten om mine udfordringer.

Jeg giver jer hermed – i forkortet version – samtaler med min vicevært

Som fx forleden dag:

Eline (i telefonen):  “Altså, jeg så det der opslag om at ventilationskanalerne skal renses og man derfor skal afmontere udluftning og emhætte. Men nu har jeg pillet risten af emhætten, og det eneste jeg kan se, er sort plastic. Og så pillede jeg den sorte plastic væk – den var forresten hul og raslede – og det eneste jeg kan se nu, er mere sort plastic.”

Vicevært: “Men kan du se nogle rør over din emhætte? Altså, oppe ved loftet. Du skal som udgangspunkt slet ikke fjerne noget inde i emhætten…”

E: “Øh, rør? Næh, det tror jeg ikke…? Skulle de være nemme at se?”

 V: “Øhm, ja. Men måske er din emhætte slet ikke koblet til ventilationskanalerne. Det lyder faktisk mere som om den har et rensende kulfilter med dét du beskriver.”

E: “åh”

V: “Den slags skal forresten skiftes efter 1-2 år.”

E: “Åh. Det er godt. Godt du siger det. Så er jeg kun cirka 5-6 år bagud.”

V: —

E: “Men hvordan afmonterer jeg så udluftningen på badeværelset?”

V: “Det kommer an på… Har du sænket loft?”

E: “Sænket -? bummelum… Måske……….?”

V: “Jeg kommer op”

E: “Nok en god idé”

—-

Eller dengang med det lave vandtryk:

E: “Det er simpelthen så mystisk! Vandtrykket i køkkenhanen er faldet fuldkommen drastisk! Der kommer kun en virkelig sølle stråle, selvom jeg skruer op for fuld kraft.”

V: “Har du renset filteret for nyligt?”

E (rimeligt indigneret): “Ja!“
(Jeg finder det sært tilfredsstillende at rense vandfiltrene. Please, don’t ask why.) 

V: “Det er bare fordi, man jo lukkede for vandet i forgårs. Det kan godt betyde, at der kommer flere urenheder i filteret, når man tænder for vandet igen.”

E: “Nåh, ok. Jeg kan godt prøve at tømme det igen, men tvivler virkelig på at det er dét.”

E: *Tømmer filteret for hvad der svarer til mængden af sand i et institutionsbarns sko*

E: “… Du behøver ikke at komme op…”

—-

Eller – åh gru! – dengang jeg var faldet på trappen, da jeg næsten lige var flyttet ind. (Nej, alkohol var ikke involveret, tro det eller lad være.)

E (Prustende, mens jeg prøver at holde smerten inden i) : “J-jeg er… Lige… FALDET(!!)… På trappen! Trappevaskeren havde gjort den drivende v-våd. Og jeg så det ikke. Og så… Så G-LED jeg! Tænk, hvis jeg havde været en gammel dame!!” 

(Retfærdighedsvis skal det siges, at jeg altså mødte viceværten ved et tilfælde og ikke direkte opsøgte ham som en forulempet og forarget kvinde. Tværtimod var jeg meget ærgerlig over at han var nede i vaskekælderen. For jeg havde 30 sekunder forinden lige lavet et klask på trappen som var en tegnefilm værdig… Og jeg havde simpelthen så ondt i venstre balde, at jeg hverken kunne rette ryg eller røv ud.)

V: “For Søren da! Det lyder ikke godt. Skete der noget?”

E: “Ja, det kunne da være gået helt galt. Jeg landede så lang (kort) jeg er på trappen og mistede helt pusten og slog min rø.. Ryg!”

V (oprigtigt bekymret): “Åh nej. Hvorhenne på ryggen?”

E(?!!??!): “Åh-Øh. Ohm, sådan helt nederst på ryggen…”

V:  “Jeg har da faktisk sådan nogle varmende aloe vera-prøver liggende. Det skulle være godt mod smerter og muskelømhed. Det kunne sikkert være godt for din ryg.”

E: “(Æh, jeg tvivler)… Måske skal jeg bare have noget koldt på…”

V: “Ej, men vil du ikke i det mindste have nogle prøver med op? Det kan jo ikke skade.”

….

Viceværten spurgte flere gange senere hvordan det stod til med min radbrækkede ryg. Jeg sagde pligtskyldigt, at det gik meget bedre og vil for evigt tage med mig i graven/på bloggen, at jeg havde stået på en skammel for at kunne se min blå røv i spejlet, mens jeg ganske forgæves smurte den ind i brændende aloe vera.
Aloe vera eller ej. Venstre balde lignede, at den havde fået tæv med et baseballbat og frembragte associationer om sortblå-nattehimler i flere uger.

 

---

Jeg er en voksen, selvstændig kvinde MEN… Så snart jeg skal bevise mit værd som handywoman, sker der altid ét eller andet. Der var også dengang, hvor jeg prøvede at skifte “tuden på min radiator”, indtil viceværten forklarede mig, at det var vandhanen jeg skulle gøre noget ved.

Jeg ved ikke, hvorfor det altid går galt med det der handy-noget. Min far er inkarneret handyman og min søster har da sat hylder op og  egenhændigt hentet et helt køkken i Ikea.
Hvorfor kan jeg ikke slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele? Og hvorfor bliver jeg ved med at bilde mig selv ind, at jeg måske alligevel er handy på én eller anden måde som jeg endnu ikke har opdaget?

Well, indtil dén side åbenbares har jeg da stadig mine vandfiltre.
Måske er det derfor, jeg elsker at rense dem.
Fordi de får mig til at føle, at jeg har udrettet noget handy.

Who knows?

Og i hvert fald er ét sikkert.
Min vicevært er ikke færdig med at have fornøjelse af mig.

 

– Følg hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.
Og fortæl mig så:
Er du en handywoman?
Hvordan bliver man det?
Og taler du så aldrig med din vicevært??