Tegn(inger) fra mit hoved

Sådan laver du en uforglemmelig kage

*undertitel: 34 lette trin til en overvældende køkkenkreation*

Nuvel, egentlig burde jeg jo nok sige et par ord om, hvordan det var at have min sidste vagt på fødegangen i går. Det må I vente med at høre om. Lad os i stedet dvæle ved min mangel på at lære af mine fejl og i stedet gå en tur i køkkenet.

image

I present to you:

SÅDAN LAVER DU EN UFORGLEMMELIG KAGE

1) Gå i panik over obligatorisk farvel-bagværk. Gå i panik over farvel i det hele taget. Foretag paniske googlesøgninger på let bagværk

2) Kom i tanke om, at Børge (ja, dén Børge!) da faktisk lærte os at lave en let og syndig chokoladekage, som blev bedre af at stå et par dage.

3) Få dit hjem til at ligne tredje verdenskrig hvor den helt nye “overflødigt-lort-du-har-i-hjemmet”-bombe lige er sprunget, mens du leder efter hengemte opskrifter fra aftenskolekurser.

4) Find opskrift.

5) Skriv 12 æg, 700g mørk chokolade og 450g smør på din huskeseddel

6) Tjek om du har noget sukker udover rørsukker. Det har du ikke.

7) Sig til dig selv “jeg husker også lige at købe sukker” og “jeg bliver Danmarks næste mesterbager efter en surprise optræden i Den Store Bagedyst“. Begge dele er lige sandsynligt.

8) Køb ind. Glem at købe sukker. Det var trods alt det eneste du skulle huske.

9) Køb istedet en risalamande.

10) Gå hjem og spis risalamande. Fornægt kommende bageeventyr.

11) Opdag at du ikke har købt sukker. Overbevis dig selv om, at du ikke behøver at købe ind igen. At rørsukker er fint nok. Også selvom du ikke helt har nok. (Dette trin burde tage max 8 sekunder. Max!)

12) Gå i gang med din spirituelle køkkenrejse netop som du også går i gang med at tale i telefon med din veninde. Kald dig selv et multitasker-menneske. Vær opmærksom på at du lyver for dig selv.

13) Begynd dit eventyr med at varme ovnen til 160 grader. (Det her bliver formentligt dit eneste korrekt udførte trin fra opskriften)

14) Start med at dele de 12 æg i hvider og blommer. Sørg for at have købt æg med VIRKELIG tynde æggeskaller. Sørg for at de slås ud på sådan en smuldrende måde. Sørg endelig for at nogle blommer går i stykker og falder ned i hviderne. Erkend inderst inde, at hviderne nu formentlig aldrig kommer til at blive stive. Udadtil kører du videre med den klassiske fornægtfornægtfornægt.

15) Sig til din veninde i telefonen, at nu skal køkkenmaskinen Ken på overarbejde og der derfor bliver lidt larm. Løb over til Ken, tyr 1/3 af sukkeret og de 12 hvider ned i Ken, skru op for fyld gadaffi og løb ud af køkkenet. I opskriften siger Børge, at massen skal piskes i mindst 10 minutter, så du har god tid til at tale.

16) Inspicér jævnligt hvordan Kens arbejde skrider frem. Erkend at du nok skal være tilfreds med, at der er kommet et lag skum i den øverste kant. Erkend at der med stor sandsynlighed ikke sker meget mere med massen. Erkend at den fesne brune farve må være rørsukkerets værk.

17) Bliv enig med veninden om, at du muligvis burde koncentrere dig lidt mere om det her og læg på. Det handler jo for fanden om dit eftermæle, og det ser indtil nu meget tvivlsomt ud.

18) Put det sidste sukker ned i en gryde med 3 deciliter vand. Kog det op. Bliv i tvivl om vandet er brunt fordi du brændte sukkeret på eller fordi det er rørsukker.

19) Begynd at undre dig over, hvornår de dér æggeblommer egentlig skal bruges. Put chokolade og smør ned i sukkervand. Undr dig mere over de blommer. Læs opskriften igen. Sådan cirka fire gange. Mindst.

20) Opdag at blommer og hvider slet ikke skulle have været delt. Well, det er mindst 15 minutter af dit liv du aldrig får igen! Bare ærgerligt, Sonny boy!

21) Så skynd dig dog at smide blommerne ned til de satans hvider.

22) Bliv irriteret over, at hvider og blommer nu har svært ved at blive blandet. Det er ligesom om der mangler nogle flere arme eller strenge til at piskeblande det.

23) OPDAG AT MASKINEN IKKE BRUGER PISKERISET! I STEDET SUSER ÆLTEKROGEN RUNDT DERNEDE! (…Meget du ikke har skænket det en tanke de cirka fjorten tusinde gange du har gloet ned i røreskålen…)

24) …Oooog sådan! Piskeris. Så var det noget med at massen skulle begynde at vokse til firedobbelt størrelse, ikk’?

25) Chokoladen! Rør for helvede, så det ikke brænder på!

26) Sværg at du kun har været ovre ved chokoladen i maksimalt 30 sekunder. Næste gang du kigger over mod Ken har han forvandlet æggeblandingen til et monster, der netop er ved at kravle ud af røreskålen og indtage vestfløjen af køkkenet! STOP KEN!!

27) Nu bliver det spændende. Bland chokolade og æggemonster. Børge skriver “maksimalt 20 sekunder – ikke mere!”. Med udråbstegn og det hele. Det må vist være vigtigt.

28) Start med at glæde dig over, at æggemonster ikke nåede helt op til kanten. Hæld herefter chokolademassen i. Nu har du overfladespænding. Heldige dig! Prøv nu at piske det hele sammen uden at få kageklask ud over alle kanterne, ned over køkkenbordet og op til begge albuer. Det KAN DU IKKE, VEL? VEL?!?!

29) Dilemma: nu har du panikpisket i 30 sekunder (allerede 10 for meget), men chokoladen ligger stadig bare nede på bunden af skålen. Fortsætter du? (Fortsæt med at piske indtil dine nerver er nedslidte)

30) Hæld massen over i dine to kageforme. Du har møjsommeligt smurt bagepapiret i begge forme. Sørg for at fucke hældningen op, så papiret klasker sammen og forsvinder ned i chokoladehelvedet.

31) Bemærk at din virkelig ringe piske/blande-teknik har resulteret i, at den ene kage chokolade kontra dej-fordeling er 80/20 og den anden vice versa. For Føcking Helvede!

32) Smid lortet i ovnen. Brænd dig på bradepanden. Åbn en PepsiMax. Og tag et par millioner enheder stesolid intravenøst.

33) Pray for a føking miracle.

34) Beslut dig for ikke at bage mere. ALDRIG NOGENSINDE!


 

Følg hverdagens helt nye arbejdsløse gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.

Navnet er selvfølgelig
Sortpahvidt

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tegn(inger) fra mit hoved