Tænkte tanker #21

Tegn(inger) fra mit hoved

Om en måned er det sidste gang jeg sætter vækkeuret for at stå op på arbejde som fastansat jordemoder. Wow, det er mærkeligt at tænke på.

I det hele taget har denne sensommer/efterår været noget af en rutsjebanetur – og jeg vil sige, at det altså er med god grund, at jeg kun har prøvet Dæmonen én gang!

Og selvom det har været svært og trist at sige op, så er det også noget, der har været under opsejling længe. Noget, som jeg har overvejet grundigt og nøjsomt. Jeg har bare været så optaget af, at min kærlighed til mit fags kerne fortsat bestod, at jeg i lang tid lukkede øjnene for nogle meget håndgribelige realiteter.

Husker I, at Kreativiteten skred?

Jeg vidste allerede dér, at det var et meget sløjt tegn. Nuvel, Kreativiteten går selvfølgelig sine egne veje, det har jeg altid vidst at man må ligge under for – men ikke på dén måde. Den går ikke så pludseligt, ikke så længe og ikke uden at den oftest giver mig et pift i en anden retning. Hvis jeg ikke kan tegne, kan jeg oftest skrive, hvis jeg ikke kan skrive, kan jeg digte, hvis jeg ikke kan digte, kan jeg synge, men jeg har ikke før prøvet, ikke at kunne noget.

I er stykke tid tænkte jeg, om det overhovedet var det rette at sige op. Det føltes jo grundlæggende forkert, at en beslutning, der kunne gøre mig ked af det, kunne være en god beslutning.

Men efter et par uger begyndte jeg at se de første tegn på, at det hele nok skulle gå. At det nok skulle blive godt.

Ordene kom tilbage til mig. Energien gjorde det samme. Svimmelheden kommer stadig, men med større mellemrum og knap så voldsomt. Når jeg er på arbejde, så nyder jeg det. Føler mig heldig over at være lige dér, og gøre noget, jeg er god til.

Uvisheden er ikke længere helt så mørk og skræmmende. Den er snarere lokkende. Verden ligger åben og den er min at indtage.

Og så, endelig!, kom Kreativiteten tilbage. Sådan helt tilbage og ikke bare tvunget ud af min hånd og ned på et papir, men flydende og let og fuld af leg.

Det var bare dét, jeg ville sige.

img_7621

fullsizerender


følg med i hverdagens gråtoner sort på hvidt på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT

Navnet er selvfølgelig sortpahvidt

Og har du en mening kan du give den til kende lige her 👇

6 kommentarer

  • Anna

    Det er så dejligt, at vores krop er så dygtig til at fortælle os, hvad vi har brug for – men det kræver godt nok noget træning altid at forstå dens sprog. Hvor er det dejligt, du har fundet din ven igen og taget en kæmpe stor beslutning for at passe på dig selv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda Holmberg

    💖 (et inderligt et af slagsen)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MMA

    Hvor er det dejligt at høre at kreativiteten er kommet tilbage <3
    Held og lykke med din spændende fremtid

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tænkte tanker #21