Tak

Det her har været en uge, som jeg kommer til at huske.
I mandags skrev jeg herinde, at jeg havde besluttet mig for at sige op.

Jeg vidste godt, at det nok ville afføde nogle reaktioner, for det er jo ikke fordi, jeg har fået en eller anden spændende idé om, hvad jeg så skal.
Jeg går, fordi jeg ikke kan lade være.

Men. Jeg havde på ingen måde forestillet mig – eller forberedt mig på -, at mit skriv virkelig ville betyde noget for andre end mig.
For jeg syntes ikke, at det var noget særligt;
Hver eneste måned er der fantastiske jordemødre, der forlader fødegangene og ja, nuvel, denne måned var det mig.

Reaktionerne har ganske enkelt været overvældende.
Jeg indrømmer blankt, at det var med et noget bævende hjerte og nervøsiteten bankende i tindingen, at jeg opdagede, at indlægget var blevet delt ivrigt på de sociale medier.

Til gengæld kunne jeg hurtigt lægge bekymringerne fra mig, for jeg er sjældent blevet mødt af så stor omsorg og oprigtighed fra nær og fjern.
Til jer, der har kommenteret, delt, ringet og skrevet og givet både virtuelle og virkelige krammere:

TAK

Jeg føler mig ikke mindre vildfaren, men i hvert fald slet ikke alene.
Og jeg prøver at fortælle mig selv, at nogle gange er de bedste planer, slet ikke at have nogle.
Nogle gange er du nødt til at finde vejen, mens du går den.
Nogle gange snubler du, kysser asfalten og  – hvem ved? – finder en mønt på vejen.

Og det er helt okay.

Til december skal jeg ingenting.
Udover måske at lære at knipse og synge på samme tid.
Min korleder ser ud til at gå meget op i den slags, i hvert fald.

Resten må tiden vise.

---

Følg mit møde med vejen, asfalten og måske til sidst mønten på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT