Derfor sveder jeg tran på tirsdag

Når folk spørger til mine fritidsinteresser, bliver jeg altid i tvivl om, hvad jeg skal fortælle dem.
Udover at bruge min tid på de helt obligatoriske serier-marathoner, drinks med venner og familiesøndage, kæmper mine interesser nemlig en indbyrdes kamp.
På den kreative hylde skubber min lyst til at tegne, skrive og spille skuespil til hinanden. Puffer og puster sig op, for at få mest mulig opmærksomhed.
Faktisk plejede tre-enigheden i virkeligheden at være et firkløver, men ét familiemedlem røg for lang tid siden ud i kulden;

At synge.

Mine tidligste minder om at synge, stammer fra dengang jeg gik i børnehave. Jeg sang utroligt meget, når jeg vaskede hænder. Det var som om, jeg altid lige skulle bruge de minutter, hvor jeg var alene til at lukke en sang ud fra mit indre.
Jeg elskede at synge. Det var som om, alle mine følelser var akkompagneret af en sang eller melodi. De blev mere rigtige, når jeg fik sunget dem ud. Hvis ikke det var fordi jeg er så usandsynligt dårlig til at danse, skulle man næsten tro, at jeg i virkeligheden burde være født i en musical.

Da jeg begyndte i tredje klasse kom jeg da også på sangskole. Vi havde flere sangtimer end andre skoler, og at synge i skolens (drenge- eller pige-)kor var obligatorisk.
Egentlig burde det jo være fantastisk for en sangglad pige på ni år.
Det var det bare ikke.
For sangen var ikke for sjov, og lærerne var strikse og til tider decideret upædagogiske.

Allertydeligst husker jeg engang fra fjerde eller femte klasse, hvor vi havde været ude at synge en mindre koncert:
Vi fik selvfølgelig ikke penge for at synge, men det var kutyme, at koncerter blev efterfulgt af en sodavand til at forfriske ganerne.
Dengang var det ikke i samme grad almindeligt, at folk drak sukkerfrie læskedrikke, men fordi jeg havde diabetes, drak jeg ikke andet.
Der var trængsel om sodavandskasserne, og selv stod jeg og dannede prop. Mine øjne søgte og søgte, men der var ingen sodavand til mig. Hvis ikke man ville have Fanta eller Cola, kunne man vælge én af de fire flasker dansk vand.
Det gjorde mig ked af det. Det var ikke synderligt sjovt, at blive mindet om, at jeg ikke var som mine kammerater. Og jeg havde faktisk glædet mig til den sodavand.
Da jeg gjorde læreren opmærksom på, at der desværre ikke var en light sodavand til mig, blev jeg decideret skældt ud. Jeg kunne da bare drikke en dansk vand (ja, jo, det er der jo mange børn på 11, der kan lide!), og bildte jeg mig virkelig ind, at pågældende lærer skulle gå ud og købe en sodavand til mig – for sine egne penge?? Hva’?!
Jeg behøver vist ikke fortælle, at jeg ikke fik nogen sodavand dén dag.
I stedet skrev jeg et brev til skoleinspektøren.
Han beklagede selvfølgelig, men havde altså ikke noget med sodavandsindkøbene at gøre. Desværre.

Efterhånden som vi blev større, blev koncerterne det også.
Til december gik vi Luciaoptog og det skete to gange, at mine sidemænd enten

1) kom til at låse i knæene, så der ikke kom nok blod til hjernen
eller
2) kom til at overophede sig selv med et levende stearinlys knaldet godt op i ansigtet

… Og derfor faldt om midt imellem VELKOMMEN IGEN GUDS ENGLE SMÅ og EN ROSE SÅ JEG skide SKYDE

Det var næsten direkte tragikomisk, at se de hvide skikkelser segne om på gulvet og nærmest blive trukket ud ved anklerne, mens dirigenten mimede:

“Bare fortsæt! Syng, piger, syng!”

Min (sang)selvtillid forsvandt støt for hver koncert. Jeg følte, at jeg bare var der som fyld – fordi et kor trods alt skulle bestå af 30 og ikke 3 piger.
Jeg blev så nervøs, hver gang vi skulle synge, at jeg ønskede mig meget langt væk. Jeg drømte om akutte blindtarmsbetændelser, kronisk hikke, skørbug – hvadsomhelst, der kunne forsvare, at jeg måtte melde afbud!
Jeg var bange for at besvime, og fandt det meget ubehageligt, at jeg var en lavstammet andensopran, fordi det betød, at jeg var nødt til at stå i midten på forreste række.
Lige dér hvor alle kunne se mig.

Da jeg forlod skolen efter niende klasse, havde jeg aldrig haft større indsigt og kundskab i sang, men heller aldrig haft en større modvilje mod at synge.
Jeg ville næsten hellere amputere min arm fra albueleddet med en gammel fodfil, end at synge for til tante Odas fødselsdag!
Desuden følte jeg heller ikke, at min stemme var værd at bruge luft på.

…

Heldigvis begyndte jeg på efterskole efter niende klasse.
Og selvom jeg havde forsvorget nogensinde at klemme så meget som en kvint ud foran et publikum, endte jeg med at få en sangrolle i skolens musical.
Jeg døde lidt hver gang, der var tredive sekunder til min sang.
Men bagefter voksede jeg også tilsvarende lidt.
Og den lille del, der havde været død bare få minutter før, vækkede sine sidekammerater.
At synge var ikke kun farligt – det var jo faktisk også lidt… Rart.

…

Sidan da har jeg sunget med jævne mellemrum.
Bevares, nogle gange kan jeg slet ikke lade være.
For inderst inde er jeg stadig det lille børnehavebarn med en sang på tværs i halsen.
Du ved, at jeg er mere end almindeligt veltilpas med dig, hvis jeg synger, mens du er tilstede.
For så kan jeg ikke længere holde tonerne inde i mig.

Jeg skal ikke synge på et højt plan.
Jeg skal bare have det ud.

 

 

Og dét er grunden til, at jeg har meldt mig til kor igen.
KOR!
Det havde mit femtenårige selv aldrig gået med til!
Så kryds fingre for mig, for jeg begynder på tirsdag.
Og jeg glæder mig helt ustyrligt.

Men jeg er også ret nervøs.
Inden i mig er der stadig en lille pige, der ikke kan lade være med at synge, men som også har virkelig meget lyst til at spytte i dirigentens sodavand!

---

Hvis ikke jeg besvimer midt i korseancen, kan det være, at I hører mere om mit sangprojekt – ellers kan I som altid følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT.