Den troløse kreativitet

Der er (mindst) tre ting her i livet som man ikke kan fremtrylle på forlangende:

– kærlighed, kløgt og… kreativitet, tilsyneladende

Det er næsten tre uger siden jeg skrev noget herinde sidste gang, og det er der naturligvis flere årsager til. Jeg har blogget i snart fem og et halvt år (??!), og tro det eller ej; nogle gange er også mit liv fyldt mere op med gamle trusser, bumser på hagen og et dræbende vagtskema end sjove hverdagsanekdoter. Men alle ovenstående ting PLEJER jo at blive til de der sjove hverdagsanekdoter. Det er de bare ikke blevet på det sidste.

På det sidste er de blevet til, ja, ingenting.

Mit hoved har ikke haft en eneste meningsfuld tanke, og når jeg har sat mig til rette og sat pennen til papiret, er der ikke kommet en eneste streg ud.

Min kreativitet har forladt mig uden et ord – ikke engang en forlegen SMS – som en skide gymnasiekæreste.

Og ligesom de knuste teenage-hjerter sidder jeg tilbage og tænker:

“… hvorfor? Hvorfor blev du ikke? Var jeg ikke sjov nok, flot nok, klog nok? Holdt jeg dig for hårdt og grinede for højt af mine egne jokes? Følte du dig kvalt, når jeg ville tegne igen? Så du Maren Uthaugs striber, og indså, at du kunne få noget bedre?” 

…

Nej, nok ikke.

Jeg ved godt, at min kreative åre naturligt har både flod og ebbe. Nogle gange er jeg bare ikke inde i en kreativ spiral. Nogle gange fylder livet mere end mine tegninger. Men det føles anderledes denne gang.

Udeblivelsen af kreativiteten er nemlig ikke resultatet af, at jeg ikke har tid, men resultatet af, at jeg tilsyneladende ikke har noget at dele ud af.

Den eneste tegning jeg har kunnet få ud af mit hoved og ned på papiret de sidste tre uger, er tegningen i dette indlæg. Og måske er det fordi, den på sin egen stille måde udtrykker lige dét, der fylder allermest i mig lige for tiden.

Jeg er sikker på, at jeg nok skal vinde ham tilbage, ham Kreativiteten, men som med  andre forhold, tror jeg måske, vi bliver nødt til at se på hvorfor vi lige nu ikke kan sammen – og så må jeg arbejde på, hvordan jeg får ham til at blive.

… Og så tror jeg i øvrigt, at vi som alle mulige andre kan genoplive gnisten, når vi om ti dage skal på ferie igen.

Når alt kommer til alt, så skal det være virkelig galt, for at retzina og restitution ikke hjælper!

---

Følg med i hverdagens gråtoner på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN og/eller SNAPCHAT … og har du en kommentar, så smæk den ind lige hér 👇