Not another fly-fadæse

Men jo.
Føk jo, endnu en ÅNDSSVAG nu-skal-vi-sgu-i-lufthavnen-kan-vi-finde-noget-andet-at-få-åndenød-over-end-det-faktum-at-vi-skal-klemmes-sammen-i-sardindåsen-og-hejses-op-i-ti-kilometers-højde-ja-vi-kan-anekdote. (Hvis du kunne læse det i første forsøg er du mere end almindeligt fredagssej.)

Nåh, men det er efterhånden ingen hemmelighed, at jeg har et lettere anstrengt forhold til fly og lufthavne.
Jeg har dog på det sidste formået på en ikke særlig fed måde, at få mine sidste rejser til at omhandle stress på et helt andet niveau, end det plejer.
Læs om connecting flight fra helvede og blodtryksforhøjende lufthavnsbiltur hér og hér.

Med de sidste fadæser i mente, var jeg derfor overordentligt glad for, at jeg i dag blot skulle sætte mig ind i en bus, blive kørt direkte til lufthavnen, blive læsset ind i et fly og lande direkte i Kastrup.
Piece of føking cake!

Rejsebuddy og jeg sad klar og parat ved afgangsgate hele halvanden time før boarding. Tjekkede min nye taske for alt det essentielle, og gave mig selv imaginære klap på skulderen, over et kunne opremse:

– Pas

– boardingcard

– pung

– insulinpumpe (som bekendtgjorde 45% batteriniveau)

– blodsukkerapparat (som havde opladt hele natten)

– ekstra nåle

– ekstra strips til blodsukkerapparat

– ekstra insulinampul til insulinpumpe

– ekstra infusionssæt til insulinpumpe

– druesukker

– mobil

Good to go!

Da gaten åbnede, stod rejsebuddy og jeg faktisk ekseptionelt langt fremme i køen. Havde lidt svært ved at holde taske, pas, boardingcard, Nynnes Dagbog og mobil i hænderne, afleverer noget til rejsebuddy, og mærker så noget træls:
Min insulinpumpe – der plejer at sidde fast ved min hofte under stoffet af mine trusser – gled pludselig, og jeg forberedte mig mentalt på følelsen af, at den sprang bungeejump med afsæt fra mit maveskind.
Pumpen faldt mod jorden, blev trukket tilbage af slangen, der sad fast i mit maveskind og snittede kun det gulvtæppeklædte gulv overfladisk.
Puha, var faktisk ikke engang ubehageligt.
Vi  rykkede os endnu et par meter frem i køen, da pumpen krævede min opmærksomhed igen. Lortet bippede.
Jeg havde godt forudset, hvad der ville stå på skærmen:

LAV BATTERITILSTAND (læs: dvs. 30 % i praksis skal du skifte batteri om et par dage)

Hvad jeg til gengæld ikke havde forudset, var pumpens næste træk, da jeg pligtskyldigt klikkede OK og den kvitterede med:

BATTERI AFLADET (øh, hvad? HVAD???!!!)

På daværende tidspunkt stod rejsebuddy og jeg forrest i køen, og jeg måtte på filmmanér sige, at hun måtte boarde uden mig, for én ting stod føking IKKE på listen over ting i min håndbagage – 1 stk. AAAbatteri. Jeg måtte fisme febrilsk løbe ud og købe ét i taxfreeshoppen!

…

Gæt, hvad de ikke sælger i TAXFREE…
That’s right! Batterier! De er åbenbart farlige!
Med den besked, var jeg sgu ved at blive farlig!
I hvert fald farligt tæt på at græde, mens jeg prøvede, at berolige mig selv med sætningen

“Ingen insulin i to en halv time er jo ikke noget du dør af! Du dør jo ikke. Du dør jo ikke. Måske bortset fra af skam”

I mit andet øre kunne jeg på samme tid høre min mor sige

“Jamen, Eline. Hvorfor HAR du da heller ikke et ekstra batteri i din taske? HVORFOR??”

FORDI JEG ER DUM, MOR! DU HAR OPFORSTRET  VERDENS DÅRLIGSTE VOKSEN! Det plejer jeg jo at have, mor, men har ikke fået det over i den nye taske! Plejer fandme at have en 12-pack liggende som en anden batterioman!

Inden panikken for alvor lavede en glidende tackling på mig, besluttede jeg mig for, at gå ombord på flyet. Måske crewet havde et batteri? Måske jeg måtte ned og finde pakken i min kuffert? (oh the shame, åh en forsinkelse det ville skabe!) Var faktisk ved at begynde at spørge de øvrige passagerer i køen, men det var altså for pinligt! Kunne desuden heller ikke spotte barn, der måske havde noget elektronisk med.

Ombord på flyet klagede jeg straks min nød til stewardessen og stewarden. De var begge svenske og virkede først lidt forvirrede over min lettere desperate batteriefterspørgsel. Blev dog straks bekymrede, da de forstod at det var til min pumpe. Havde heller ikke batterier.

Opgav sidste rest af stolthed lige dér, og sagde så:

“Tror I, at I kunnå FRÅGA i HØJTARLERNE om en passager har et batteri, jeg må få? Det ær trippelt A” (stress-svensk is my best)

To minutter efter lød den pinligste enetale, jeg indtil nu i mit liv har været vidne til, over højtalerne. (Den slog endda dengang min far præsenterede mig for Lars Bom som hans største fan!)
Der lød skrattende:

“FORLÅT! Mens ni finder ere pladser, har vi æn liten efterspørgsel: Har nogen kanske et TRIPPEL A batteri? (Bare det var stoppet her) Vi har en passager med SUCKORSYCKA som behøvs æn sådan til sin insulinpumpe”

Åh nej, nu kendt i hele fly som den uansvarlige diabetiker. Folk landet over må sidde og korse sig!

Men heldigvis skete miraklet:

Fem rækker længere ned fløj fluks en hånd op med et trippel A batteri, og min puls kunne komme ned under trehundrede.
Min stolthed var dog ikke til at finde nogen steder…
Muligvis væk for altid.

…

Er du typen, der glæder dig over, at du ikke er bare HALVT så utjekket som mig, så fryd dig dagligt over det på INSTAGRAM, find nye fadæser på FACEBOOK og følg med på BLOGLOVIN eller SNAPCHAT – navnet er selvfølgelig Sortpahvidt