“Hvorfor blev du hjemmefødselsjordemoder” Del 3 – er det nu sikkert?

FORTSAT – hér kan du læse DEL 1 og DEL 2
Okay.
I går nat havde jeg endnu én af mine ret… Hm… syrede drømme:
Jeg stod midt i vagtstuen sammen med en studerende og hørte om de aktuelle fødende.
Den studerende – som jeg aldrig har set før – stod lidt bag mig med begge hænder placeret i siden ud for hofterne. Da jeg vendte mig om for at spørge hende om noget, kunne jeg pludselig i hullet mellem hendes albuebøjning og krop se, øh, et hoved! Uden sådan rigtigt at studse over dét syn (??!) vendte jeg mig bare helt om mod hende, sagde, at hun skulle gispe og tog imod et spædbarn ud gennem albuen.
I drømmen gav det helt mening for mig, at hun fortalte, at det jo også var tredje barn… Så ved man åbenbart aldrig, hvad de små finder på!
Og dét må nok være beviset på, at mit jordemoderhoved ikke er så god til at holde ferie…!
For selvom jeg lige nu er i Grækenland, er det svært ikke at komme til at tale om mit arbejde som jordemoder.
Næsten uanset hvor du kommer, giver det altid anledning til folks egne fødselsfortællinger, når du siger, at du er jordemoder.
Sådan er det også her.
Men fødselskulturen er en HELT anden end i Danmark.
Som jordemoder oplever jeg, at fødsler i sig selv ikke betragtes som noget naturligt, men snarere noget nærmest farligt og kompromitterende og det betyder, at mange kvinder hernede får kejsersnit på nogle – i danske øjne – meget mærkværdige grundlag. Et eksempel fra min græske side af familien er blandt andet planlagt kejsersnit på baggrund af mistanke om for kort navlesnor.
Nåh, men af den årsag giver det også anledning til ikke så få løftede øjenbryn, når jeg fortæller, at man jo i Danmark kan vælge at føde hjemme med en jordemoder. Særligt at jeg selv har bistået hjemmefødsler – og at vi faktisk generelt oplever en stigning i antallet af hjemmefødsler på landsplan.
Den mest almindelige reaktion er;
“Hvordan TØR du det??”
Og hér hører forskellighederne faktisk op – for det er også den mest almindelige reaktion, som jeg som hjemmefødselsjordemoder (eller mange af de par, der vælger at føde hjemme) møder hos veninder, familie og kolleger.
Og både her som hjemme, plejer jeg at svare, at det slet ikke handler om at turde. Det handler om viden.
Vidste du for eksempel, at for en sund og rask kvinde, der venter et sundt og raskt barn, er det lige så sikkert at føde hjemme, som på et hospital?
Det handler om at vi som jordemødre er oplært i at kunne skelne det normale fra det unormale – og så desuden understrege, at vi som hjemmefødselsjordemødre ikke bare er væbnet med vores glade ansigt, når vi tager ud til hjemmefødsel.
Vi har viden og udstyr med til at kunne håndtere eventuelle akutte situationer i hjemmet. Og desuden overflytter vi jo til hospitalet ved tegn på, at noget ikke skrider fremad som det skal – fx hvis fostervandet er grønt eller hvis fødslen går i stå igennem længere tid. Hvilket jeg for øvrigt oplever, er de hyppigste årsager til overflytning til hospital.
På landsplan føder cirka 1,5-2 procent hjemme. Men blandt jordemødre er proventdelen langt større – vistnok 30 procent eller mere! At rigtig mange jordemødre vælger selv at føde hjemme, synes jeg da siger ikke så lidt.
Nu har jeg jo diabetes og falder derfor uden for de kriterier, hvor vi anbefaler hjemmefødsel… Men var ikke diabetiker, så ved jeg godt, hvor jeg ville føde, når den tid kom!
For ved den rigtige visitering ER det sikkert at føde hjemme.
Det handler om at have tiltro til, at fødsler som udgangspunkt er noget naturligt, som du og din krop er lavet til at kunne klare. Og desuden at mærke efter hvad du, din partner og din jordemoder observerer eller fornemmer før, under og efter fødslen.
Og så vil jeg lige for 117. gang sige, at man selvfølgelig skal føde lige dér, hvor du har det bedst og er tryggest. Og også hvor din partner er tryggest.
Det jeg egentlig bare gerne vil opfordre til, er at man tager stilling! På et oplyst grundlag – ikke på usikkerhed, uvidenhed eller mangelfuld information.
En beslutning om fødested kan altid laves om – det kan selve fødslen ikke.
…
Vil du læse mere om, hvorfor jeg blev jordemoder, kan du læse det hér.
Vil du have mere af hverdagens gråtoner, kan du følge bloggen på FACEBOOK, INSTAGRAM, BLOGLOVIN eller på Snacphat (Sortpahvidt)
Og har du spørgsmål, kan du stille dem lige her.
Sort på hvidt.
Du bekræfter mine tanker. Tak! Og ja man kan bestemt tage de gode ting med. Havde også et fint forløb op til de kritiske minutter efter hovedet var blevet født (godt 4-5 veer på 10 min stort set fra første ve.) men jeg kunne godt magte at være i det. Det sværeste var tabet af kontrol til sidst.
Vi fik en samtale en måned efter. Det var så godt! Jeg kan også mærke, hvor meget tiden har hjulpet samt det, at min fødsel blev optaget på lyd, så jeg har kunne lytte mig gennem det på en ret terapeutisk vis.
Hjemmefødsel bliver det ikke næste gang, men tror efterhånden jeg er der, at jeg godt tør sige, at der bliver en næste gang. Også vaginalt som de to andre 🙂
Vi har jo så sindssygt dygtige jordemødre og læge.
Hurra for jer – og tak for svar!