Dræbermaskinen fra Amager
Besøgte en veninde i dag.
Veninden er ved at tage kørekort, og er på vej igennem den obligatoriske kørelærerrutchebane. Det fik mig til at tænke på dengang jeg selv tog kørekort, og mest af alt hvorfor jeg ikke kører længere.
Lang historie kort:
Min gamle kørelærer var ikke ligefrem fan af sandwichmodellen. Ikke noget ros/kritik/ros, men nok nærmere noget á la hvadfandenlaverdu/denerjogheltgaltmeddig/nejnejnej og så lidt mere psykisk terror.
For to år siden gik jeg så i stå på tværs i et lyskryds på en trafikeret vej. Og det føltes som om, at jeg aldrig nogensinde kom videre derfra. Rent fysisk kom bilen da til sidst hikstende og spruttende hjem – men ét eller andet sted på vejen stod jeg mentalt af, tænkte aldrig mere og lod være med at fornye mit kørekort (som skal fornyes jævnligt, da jeg har diabetes).
Jeg ved ikke hvorfor – guderne skal vide, at jeg da har overkommet andre bump på vejen (pun not intended) – men jeg kan simpelthen ikke komme mig over min føresædefobi. Lige så snart jeg sætter mig bag rattet, sker der ét eller andet fuldkommen mærkværdigt med mig. Mit rolige, rationelle jeg fordufter som dug for solen, og jeg føler mig pludselig som en meget potentiel dræber. Og alle kigger på mig med det dér blik. Som om de kan se lige igennem mig og se, hvor dårlig jeg er. Og selv børnene i klapvognene istemmer koret af min spøgelseskørelærer, der brøler HVADFANDENLAVERDUELINEHVADSKERDERFORDIGIDAG?!! og OVERHALSÅDENLASTBIL!! Og alle gear og pedaler flyder sammen til en forvirrende masse, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at der ikke er nogen, der råber.
Men altså.
Det går jo ikke.
Jeg ved godt, at den eneste kur mod min bilskræk er, at jeg begynder at køre igen. Min søster har endda været så sød, at tilbyde mig, at være… tja, bi(l)sidder. Og jeg ved, at jeg så virkelig skulle gøre mig umage for at få hende til at råbe noget som helst. Og jeg vil jo et eller andet sted gerne.
Men jeg forestiller mig, at der kommer til at ske dét her:
Men inden vi overhovedet kommer så langt som til at sætte os i bilen, skal jeg lige til lægen og have en lægeattest til fornyelsen af kørekortet.
Skal lige have bestilt tid.
Gør det i morgen.
Eller i overmorgen.
Har I også haft en kørelærer fra helvedet? Forsager de ros? Er det en del af kørelærer-eden?
Og hvad har I gjort for at komme videre?
Kærlig hilsen
Dræbermaskinen fra Amager
Jeg tog kørekort for et par år siden og skiftede kørelærer undervejs. Havde nemlig OGSÅ fået kærelæreren fra helvede (tror fandme det er meget op og ned med de pædagogiske kompetencer hos dem). Han GISPEDE når jeg lavede småfejl og var i det hele taget røvnederen. Fik en sød bagefter.
Blev dog alligevel bange for at køre bil og har derfor taget rutinetimer hos en kørelærer med speciale i bange typer. Kan godt anbefales! Nu tør jeg….næsten….godt køre…lidt.